Godt nytår derude! Her er jeg tilbage med en skøn vegetarisk ret, nemlig blomkål i ovn med hvidløgssmør og citron-tahindressing. Og det er altså et helt bagt blomkål, for det smager simpelthen noget så skønt og er jo den nemmeste måde at tilberede blomkål på.
Hvis du spørger mig, så ville jeg servere blomkålen her som hovedret med en lækker salat til eller ovnbagte kartofler. For jeg elsker rene vegetariske måltider. Men altså den er også god som tilbehør til alskens kød eller fiskeretter.
Bagt blomkål i ovn med denne skønneste tahindressing
Jeg har brugt min opskrift på tahindressing, som jeg brugte i min perlecouscous salat, for den er og bliver en genganger. Jeg elsker simpelthen bare den der skønne skønne sesamsmag. Og den passer helt genialt til blomkål.
Blomkålen her kan du jo krydre med alskens krydderier, og i stedet for hvidløgssmør kan du lave andre former for kryddersmør. Jeg har bare kørt den helt traditionelle stil her med hvidløgssmør, fordi… hvornår er hvidløgssmør ikke en god idé?!
Andre opskrifter med blomkål
Blomkål er én ingrediens jeg har brugt rigtig rigtig meget gennem de over 10 år her på bloggen. Hvis jeg skal fremhæve nogle af mine yndlings opskrifter med blomkål, så kommer jeg ikke udenom min blomkålspizza opskrift, en all time vinder. Og der er jo også min speltotto med blomkål. Og så mine yndlings bagte blomkålstykker med karry og spidskommen. Dét er altid godt!
Nyt fra mig
2023 står på en masse nye projekter. Jeg skal i gang med en ny bog. Juhuuu… mere om den en anden gang. Og jeg skal til at undervise gennem FOF i madlavning. Så derfor, bor du nord for København, så tjek endelig mine kurser ud her hos FOF Nordsjælland. Jeg holder både kurser i gæstemad og i familiemad for børn og voksne. Kig blot under kategorien Mad og Drikke.
- 1 lille blomkål (jeg brugte et økologisk, de er som regel mindre end konventionelle)
- 45 g smør
- 1 fed hvidløg
- 2 spsk hvid tahin
- 1/4 dl vand + 2 ekstra tsk
- 1/2 citron, saften herfra
- 1/2 tsk agavesirup
- Friskkværnet peber
- Flagesalt
- 2 spsk grofthakket bredbladet persille
Sæt en gryde over med vand.
Tag de yderste blade af blomkålen, men behold roden, der holder det sammen.
Sænk det hele blomkål ned i det kogende vand og lad det koge under låg i 5 minutter.
Sæt ovnen på 200 grader.
Smelt smør i en lille gryde med presset hvidløg.
Tag blomkålen op af vandet og læg i et ildfast fad. Hæld det smeltede hvidløgssmør over.
Sæt blomkålen i ovnen og bag det mørt i 45 minutter. Sluk ovnen og lad det stå 5-10 minutter i eftervarmen.
Rør imens dressingen sammen. Bland tahin med citronsaft. Nu tykner det og fortynd det herefter med vand. Kom agavesirup i og smag til med salt og peber.
Hak bredbladet persille fint og drys over det bagte blomkål. Server retten med dressingen.