Her kommer endnu en lidt julet opskrift, som også kan serveres til et lille glas portvin! ; ) Ligesom min forrige opskrift med osteanretning. Jeps, jeg elsker portvin! Det er bruschetta med burrata, appelsin og frisk timian. En kombination der virkelig er værd at prøve.
Bruschetta med burrata til forret, appetizer eller bare en lille snack
Jeg tænker, at de her bruschettaer kunne være lækre at servere som forret eller appetizer til gæster. Burrata er bare altid genial at servere, for det er noget, de fleste kan lide. Og heldigvis er det en ost, du kan få i de fleste supermarkeder nu. Jeg har nærmest altid en burrata liggende i køleskabet, for den kan peppe de fleste retter op. En gang pasta med tomatsauce bliver altså så meget bedre med en cremet burrata oven på. Og så er det da også en genganger i min kogebog venindemad. For den er genial som deleret.
Variér din bruscetta med burrata
Du kan variere denne her bruschetta på mange måder. Du kan fx erstatte valnødderne med usaltede pistacienødder. Det kunne være ret lækkert. Du kan også bruge frisk mynte i stedet for timian. Og så kunne du også bruge den der skønne chilihonning fra min osteanretning! Og hey, har du noget af den skønne mellemøstlige krydderiblanding Za’atar, så brug endelig det. Dét smager skønt til denne her burrata-appelsin kombi.
Andre opskrifter med burrata på bloggen
Nu hvor jeg virkelig taler rosende om den italienske ost. Så vil jeg da også lige linke til nogle af mine mange andre opskrifter her på bloggen med burrata. Der er fx denne her vidunderlige kombination – ristet brød med burrata, bagte vindruer og rosmarin. Den er virkelig værd at kaste sig ud i. Så er der det her skønne naanbrød med burrata, agurk og edamamebønner. Og endelig denne dejlige omelet til morgenmad med burrata og squash!
- 2 skiver surdejsbrød
- 1 burrata
- 1/2 appelsin
- Honning
- Olivenolie
- 2 kviste frisk timian
- 2 valnødder
- Flagesalt
- Friskkværnet peber
Halver brødene og rist dem.
Skær burrata osten i fire dele og læg dem på brødene.
Skær skallen af appelsinen og skær den ud i tynde både. Læg ovenpå burrataen.
Pynt bruschettaerne med frisk timian, grofthakket valnødder og dryp med honning og en god olivenolie.
Afslut med flagesalt og peber og server.