Jeg elsker Instagram på godt og ondt! På godt, fordi jeg får så vanvittig meget inspiration til opskrifter, fx denne her foccacia brød opskrift. På ondt, fordi jeg lidt for tit glemmer, at andres liv ikke er perfekt, og at det ikke nytter at sammenligne sig med andre på instagram. Men det er altså en anden snak og noget, jeg også har skrevet lidt om før. Nemlig i det her indlæg om mine 5 benspænd for at undgå online misundelse.
Foccacia brød opskrift med blomstermotiv
For denne her opskrift blev jeg inspireret til efter at have fulgt hashtagget #foccaciaart altså foccacia kunst på instagram. Her er der ligesom opstået en trend med at pynte sine foccaciaer med krydderurter og grøntsager på en sådan måde, at de ligner naturen. Fx en blomstereng eller haven.
Og det synes jeg simpelthen er sådan en fin idé. Så jeg gik i gang med at udvikle en foccacia brød opskrift og så ellers i gang med at pynte.
Det er virkelig fantasien, der sætter grænser her. Udfordringen er at dy sig, så man ikke går amok, og det bliver lidt mere en rodebutik end en blomsterhave!
Små detaljer i mit blomstermotiv
Det skarpe øje vil se nogle små detaljer i mit motiv:
- Snoren – Jeg har bundet en lille purløgssnor rundt om selve “buketten”, det synes jeg er en fin lille detalje.
- Cerrytomaterne – Jeg har skåret et kryds i hver tomat, næsten helt igennem, men så den stadig er hel. Og så ligesom foldet “blomsten” ud.
- Rødløgene – Rødløgene har jeg skåret over i hele skiver, men så de stadig hænger sammen ved roden.
Sidste vigtige detalje
Dejen til denne her foccacia brød opskrift skal ikke æltes. Det er en våd dej, der blot skal røres godt sammen med en grydeske. Det gør brødet dejlig saftigt, og så er det også super super nemt at bikse sammen aftenen forinden.
Og så lige inden jeg slutter, så deler jeg også lige et billede nederst af et andet brød jeg lavede med et lidt anderledes blomstermotiv. Her brugte jeg også kapers og gule tomater.
- 5 dl vand
- 10 g gær
- 50 g havregryn
- 2 spsk olivenolie
- 1,5 tsk flagesalt
- 475 g Tipo 00 hvedemel
- 2-3 spsk olivenolie
- 1 tsk Flagesalt
- Bredbladet persille
- Cherrytomater
- Rødløg i skiver
- Purløg
Aftenen før. Hæld vand i en stor skål og smuldr gæren deri.
Tilsæt olivenolie.
Kom havregryn og salt i, og tilsæt melet lidt efter lidt. Rør godt rundt i en 5 minutters tid. Dejen skal ikke æltes med hænderne.
Læg husholdningsfilm over og lad dejen stå i køleskabet natten over mellem 8-12 timer.
Næste dag. Sæt ovnen på 225 grader alm. ovn.
Beklæd et fad med bagepapir.
Hæld dejen ud i fadet ved hjælp af en spatel.
Pres let dejen ud i fadet, mens du laver små fordybninger med fingrene.
Hæld olivenolie over og salt og forbered pynten, mens dejen hviler. Gerne 1/2 times tid.
Pynt foccacia brødet og bag det i ovnen i 25 minutter, indtil det er gyldent og sprødt på toppen.
1 kommentar
Lækre opskrifter…