Hvis man tager til Vietnam kommer man ikke udenom vietnamesiske forårsruller, og det skal man heller ikke, for det er virkelig en lækker spise. I Vietnam kan man få forårsruller i alle mulige afskygninger og tilberedt på mange forskellige måder. Jeg er nok størst fan af de helt friske forårsruller, men de dampede og stegte er også gode.
Det kan godt være lidt svært, at få fat i det tynde rispapir herhjemme, som man bruger til forårsrullerne, men de fleste asiatiske købmænd skulle gerne have dem.
Før jeg tog til Vietnam lavede jeg tit friske forårsruller, men set i bagklogskabens klare lys, ja, så lavede jeg dem ikke helt rigtigt. For det første dyppede jeg det stive rispapir i rigeligt vand for at opbløde papiret, men det gør vietnameserne ikke. De bruger enten en våd klud til hurtigt at køre henover rispapiret med eller også bruger de en tomat til at bløde papiret lidt op. Det er altså vigtigt, at papiret bevarer sin sprødhed. Dernæst sørger de altid for både at have noget salt og sødt, fedt og friskt i rullerne. Med andre ord der skal både være Yin og Yang.
Da jeg var på cooking school i Vietnam lærte jeg alt om at lave friske forårsruller, og nedenfor deler jeg min opskrift derfra, men først viser jeg lige nogle billeder af de friske, dampede og stegte forårsruller, som jeg smagte i løbet af min ferie i Vietnam.
Friske forårsruller med rejer, svinekød og masser af krydderurter
8 rispapir
8 rispapir til en lille dybtstegt forårsrulle, som skal indeni den friske forårsrulle!
Vindruekerneolie
1 håndfuld frisk koriander
1 håndfuld frisk mynte
1 håndfuld frisk citronbasilikum
200 gr. kogte nudler
100 gr. gulerødder og majroe skåret i tynde skiver
16 skiver stegt magert svinekød
20 store stegte rejer
1 bundt purløg
Tilberedning
Først laves de små dybtstegte miniforårsruller, som skal indeni de friske forårsruller.
Tag otte stykker rispapir og kør en våd klud henover, så de bliver akkurat så bløde, at de lige kan foldes. Læg en hurtigstegt reje i midten af hvert rispapir og fold papiret omkring rejen. Steg forårsrullerne i rigeligt vindruekerneolie, indtil de bliver gyldne. Det er vigtigt, at olien er rigtig varm, før forårsrullerne kommer i. Man kan evt. prøve at stikke en tændstik ned i olien (ikke den ende hvor svovlet sidder) og hvis olien bobler omkring tændstikken, så er den varm nok. Lad de stegte forårsruller køle af på et stykke fedtsugende køkkenrulle.
Tag de sidste otte stykker rispapir og gør også dem bløde med en våd klud. Læg derefter lidt af de forskellige krydderurter på hvert stykke papir, og læg nudler samt gulerod og majroe ovenpå. Dernæst placeres to stykker svinekød på rispapiret, samt tre halve rejer. Til sidst placeres en dybstegt forårsrulle i midten og endelig to lange stykker purløg. Purløgene skal stikke lidt ud af rullen, da det ser rigtig godt ud når forårsrullerne er rullet.
Når fyldet er placeret på rispapiret rulles forårsrullen sammen.
Forårsrullen spises sammen med en sur/sød dip bestående af 1 spsk. limesaft, 1 spsk. sukker, 1 1/2 tsk. fiskesauce, 2 tsk. vand og 1 tsk. finthakket hvidløg og chili.
Forrige indlæg