Denne lækre opskrift på knækbrød, har jeg har længe ville prøve kræfter med. Ligesom jeg for tiden er begyndt at eksperimentere med at bage brød uden mel, så er jeg også begyndt at eksperimentere lidt med knækbrød. Og det er der bl.a. kommet disse lækre knækbrød bagt på hasselnøddemel ud af. De smager super godt, bl.a. pga. den skønne smag, som hasselnødder får, når de bliver ristet.
Knækbrød – en god eftermiddagssnack!
Jeg har spist dette knækbrød med nogle gode skiver ost på til både morgenmad og som eftermiddagssnack. Desværre er der snart ikke flere tilbage, så må i gang igen. Jeg tager tit til Malmø og køber ind, og der kan man finde ubegribeligt mange forskellige lækre og sunde varianter af knækbrød, men når det kommer til stykket, så er det altid det du bager selv, der smager bedst. Det kan være svært at finde hasselnødemel, men jeg køber også dette i Malmø i “Greens”. Heldigvis har de fleste danske helsekostbutikker også et sortiment af forskellige lækre meltyper. Mine favoritter er mandelmel og hasselnødemel. Disse knækbrød er med sidstenævnte, og jeg håber du også bliver lige så vild med dem som jeg er. Lad mig endeligt høre fra dig, hvis du har en god knækbrødsopskrift, du synes jeg skal prøve af!
Opskrift på knækbrød
Ingredienser
50 gr. hasselnøddemel
25 gr. solsikkekerner
25 gr. hørfrø
1 æg
1/4 tsk. salt
Flagesalt til pynt
Tilberedning
Bland hasselnøddemelet med solsikkekerner, hørfrø og salt. Bland ægget i og rør godt rundt. Dejen skal være fugtig. Hæld blandingen ud på midten af et stykke bagepapir, og læg et nyt stykke bagepapir ovenpå. Rul nu knækbrødet meget tyndt ud mellem de to stykker bagepapir. Tag forsigtigt det øverste lag bagepapir af, og drys knækbrødet med lidt flagesalt. Læg forsigtigt bagepapiret med knækbrødet over på en bageplade.
Bag knækbrødene i ovnen ved 160 grader i ca. 25 minutter, eller indtil det har fået lidt farve i kanterne og føles sprødt. Når knækbrødet er afkølet, brækkes det i passende stykker, og opbevares i en kagedåse.
6 kommentarer
uhmmm hvor lyder de lækre, hassenøddemel, er det noget du har købt i det der fantastiske svenskesupermarked?
Det er det nemlig Maria! Yndlingsbutikken ; )
Hvor ser det bare godt ud, super god ide! 🙂
Tak Signe!
Ville man kunne lave det med mandler/mandelmel i stedet for? (:
Hej Ida, Ja, det ville du sagtens kunne.