SPONSORERET SAMARBEJDE MED VISITFJORDLANDET: Jeg har været på en helt fantastisk inspirerende rejse gennem Fjordlandet med massevis af kulinariske oplevelser. Faktisk så inspirerende, at jeg mange gange har tænkt, kunne jeg egentlig bo her? Og hvad ville det kræve, at rykke rødderne op på Christianshavn og flytte på landet syd for København med masser af plads!
Hvor ligger Fjordlandet?
Men før jeg fortæller mere om min tur og de kulinariske oplevelser, så lad os lige starte med selve Fjordlandet, for hvor ligger det egentlig? Hvis du bor i området, så kræver det selvfølgelig ikke den store forklaring, men for mig, der oprindeligt er fra Jylland og langtfra har set det hele af Sjælland, skulle jeg lige se det på et kort.
Det var VisitFjordlandet, der inviterede mig på denne her pressetur, og de er en sammenslutning af de forskellige turistorganisationer i Holbæk, Lejre, Roskilde og Frederikssund kommune. Så det er altså de kommuner og deres omkringliggende fjorde, der sammen går under navnet Fjordlandet.
Jeg har før besøgt Lejre, men denne gang fik jeg altså muligheden for at komme godt rundt i området. Og smage mig igennem egnens mega dejlige fødevarer, og virkelig møde de mest passionerede madhåndværkere. Men mere om det senere, nu tager vi lige turen fra begyndelsen.
Dansk vin, de bedste æbler og dyrevelfærd i højsædet
Et af de første stop på rejsen var restaurant SuRi i Holbæk havn. Her laver de altså god mad, og det var her, at jeg første gang fik øjnene op for, hvor gode de er i Fjordlandet til at bruge hinanden. Masser af lokale leverandører leverer råvarer til restauranten, og det kan man smage.
Lad mig lige især fremhæve den mousserende vin fra Ørnberg. (Yes… næsten det samme som mit efternavn Ørnbjerg!) OMG hvor smagte den godt. Perfekt sødme og syrlighed, ikke for sød, som jeg ikke bryder mig om, og simpelthen bare en fantastisk smag af sommer.
Vi var også forbi en økologisk æbleplantage på Tuse næs, hvor vi mødte nogle super passionerede æbleavlere. Totalt fredfyldt og smukt at gå rundt i deres æbleplantager, hvor de ikke bruger en eneste form for sprøjtemiddel. Og æblerne… ja, man kan nærmest se, at de smager godt, Kan man ik’?
Tæt på Holbæk by ligger en økologisk fåreavler med Gotlandsk pelsfår. Og som det jo er med økologiske landbrug, så havde fårene det godt ude på markerne. Lyngholm Landsted sælger både skind og lækkert lammekød til private. Og jeg planlægger selv at fylde fryseren op med lammekød fra dyr der i den grad har haft et godt liv.
Den bedste isfortælling
Et andet sted, som jeg meget gerne vil bruge lidt tid på at fremhæve, er Hansens is. Jeg har personligt købt rigtig meget Hansens Is, og ikke mindst her henover sommeren! Jeg er især meget vild med deres hasselnøddeis med chokolade. En pind is, der er vanvittigt god!
Men jeg vidste faktisk ikke noget som helst om virksomheden. Når jeg har købt is, har jeg da håbet, at deres idylliske og nostalgiske indpakninger og hele deres storytelling om isene lever op til virkeligheden. Den der følelse af de gode gamle dage. Og ikke modsat bare et smart reklamestunt fra en kæmpe ismejeri gigant. Og det var det sørme heller ikke.
For i Frederikssund ventede der mig en kæmpe positiv oplevelse. Det hyggeligste lille mejeri. Her er der tale om 4. generationer, der har produceret is. Og det bedste af det hele var deres fokus på at bruge lokale råvarer. Det vil f.eks. sige, at al mælken til Hansens Is is kommer fra to nærliggende landbrug Svanholm Gods og Stenbølsgård. Det er sgu i orden. Derudover er der de forskellige frugter, hvoraf mange også bliver leveret lokalt.
Og så har de også nogle seje socialt ansvarlige projekter i udviklingslande, hvor der produceres kakaobønner og vanilje.
Et storkollektiv hvor økologien startede og stadig blomstrer
Et sted, som i den grad gjorde indtryk på mig, var storkollektivet Svanholm Gods. Her er økologien i den grad i højsædet, og ikke mindst fællesskabet. Vi fik en rundvisning på godset, som de i øvrigt holder hver søndag for alle, og her fik man virkelig et indblik i en ret unik hverdag for kollektivets 85 voksne og vist nok nogen og 70 børn.
Her bor familier og enlige i hver deres lejligheder, mens de store måltider nydes sammen i fælleshuset. Og der er fællesøkonomi, så kun 17 procent af ens løn, går til en selv, mens resten går i fælleskassen. Det er virkelig et utroligt sted. Vi var der på en smuk sommeraften, og det var virkelig skønt at se de omgivelser børnene på Svanholm omgiver sig i. Det kan jeg godt savne for min Nord.
Og jeg var også dybt fascineret og kæmpe meget tiltrukket af deres tankegang omkring bæredygtighed og økologi. De er selvforsynende en stor del af vejen og spiser efter, hvad der er i sæson. Så mange gange gik jeg og tænkte, kunne jeg bo her?
Men konklusionen var dog alligevel nej, det er nok ikke lige noget for mig. Mest nok på grund af at jeg ikke er så meget et selskabsmenneske. I hvert fald ikke så meget, som det kræver, når man bor i et storkollektiv. Jeg kan godt lide at trække mig tilbage og være i mit eget lille hoved. Nok også derfor at jeg elsker at være selvstændig og arbejde en stor del af min arbejdstid alene.
Men Svanholm Gods er så meget et besøg værd, og boede jeg tæt på, så skulle Nord helt sikkert gå i deres børnehave, som også er tilgængelig for børn udefra.
Herslev Bryghus et nyt yndlingssted
En af de helt specielle kulinariske oplevelser var Herslev Bryghus. Det må fra nu af være mit nye udflugtssted. For der var altså hyggeligt. Og udover at smage på skønne, skønne øl, så fik vi altså også det lækreste tapasbræt med alle mulige hjemmelavede og lokale lækkerier.
Jeg elsker især, at man i deres gårdbutik kan købe biodynamisk mel fra naboen, pølser fra de gladeste grise hos en anden nabo, og så selvfølgelig alle deres øl med ingredienser fra alle mulige forskellige lokale samarbejdspartnere. F.eks. æbler over fra “den have” og kirsebær fra “den og den have eller mark” osv. Så skønt!
Herslev Bryghus har hele tiden alle mulige arrangementer med rundture på bryggeriet og spisning i gårdbutikken. Så helt klart værd at tjekke ud! Jeg skal i hvert fald et hundrede procent tilbage.
Flere kulinariske oplevelser: Læg også vejen forbi…
Tæt på Herslev Bryghus, også i Lejre, ligger Farm of Ideas, som blandt andre er Michelin kokken Christian Puglisis gård, hvor der dyrkes grøntsager til hans mange restauranter i København, herunder Michelin restauranten i Jægersborggade, Relæ. Det er også her de får deres mælk til restaurant Bæsts mozzarellaer og burrataer. Mælken kommer fra de søde Jersey køer, og så er der også de dejligste grisebasser på gården, som jeg og alle andre besøgende simpelthen ikke kunne stå for.
Det er virkelig godt tænkt af Puglisi og de andre bag gården. Her er der virkelig tale om “fra jord til bord”. For hver dag kommer restauranterne og henter grøntsager og mælk, og på restauranterne kan de jo så virkelig tale om, hvor produkterne kommer fra, for det har de helt styr på. En virkelig inspirerende måde at drive restaurant på.
Sidst men ikke mindst, så vil jeg altså også lige nævne Sct. Hans have i Roskilde, hvor min tur endte. Det er et gartneri og en cafe i et gammelt drivhus, hvor de serverer lækker økologisk mad til frokost og kage til eftermiddagskaffen.
Det særligt skønne ved det sted, er, at de involverer de psykisk syge patienter fra det nærliggende Sct. Hans hospital, som har brug for luft og at møde andre, i cafeens daglige arbejde. Det er simpelthen så prisværdigt.
Så hvis du er på udkig efter en god frokost og et sted med kæmpe hjertevarme, så tag lige forbi Sct. Hans have.
Dermed er jeg nået godt rundt om min skønne, skønne tur gennem Fjordlandet. Det her er bare et lille udpluk med fokus på alle de dejlige kulinariske oplevelser, jeg havde. Gennemgående for min tur fra et konstant fokus på fællesskab, kvalitet og en kæmpe kærlighed og stort hensyn til naturen.
Indlægget er lavet i samarbejde med VisitFjordlandet. Jeg var inviteret med på denne presserejse, men holdninger og anmeldelser af de steder, vi besøgte er selvfølgelig helt mine egne. // Julie Karla
8 kommentarer
Meget smuk beskrivelse af din turtil fjordlandet. Hvor får jeg dog lyst til en tur, hvor svært at vælge mellem alle godbidderne . Og ikke at forglemme dine flotte fotos
Tusind tak!Ja, det kan godt være svært at vælge!
Din historie om fjordlandet giver mig lyst til at besøge denne egn med den skønne natur og dejlige mad – Og helst så snart som muligt
Ej, hvor lyder det godt!
Hvor dejligt at høre at der sker positive ting på landet. Håber byboerne støtter op om de gede initiativer.
Ja, det er nemlig det. Vi skal have efterspørgslen på de gode danske råvarer, der er lige udenfor døren. De koster lidt mere, men smager så meget bedre!
Din beskrivelse af fjordlandet bekræfter virkeligt at der er masser af skønne steder i Danmark – ta`- ud og besøg dem og glem Mallorca !
Haha ja, det kan man sige! Men man glemmer nemlig tit, at der er så mange skønne steder i DK!