Jeg har lavet endnu en lille opskrift med mirabeller nemlig denne mirabellekompot, som smager så skønt af kanel. Og den er super nem at lave og kun med få ingredienser. Det er 3. gang, jeg sætter sådan en portion over at koge, og nu har jeg næsten vænnet mig til, at der er hjemmelavet kompot i køleskabet.
Mirabellekompot på grøden om morgenen
Og hvis der er noget, vi i den grad er blevet glade for herhjemme, så er det at komme mirabellekompot oven på vores grød om morgenen. Det smager simpelthen så skønt.
Grød med kompot, citronsukker og stødt kardemomme
På billedet her nedenfor har jeg lavet en havregrød med topping bestående af hele kardemommekerner knust i en morter, citronsukker og kompot. Citronsukkeret laver jeg egentlig bare ved at blande fintrevet citronskal med rørsukker. Det smager virkelig godt! Og den kombination af de tre ting som topping er altså helt fantastisk. Så det kan varmt anbefales.
Og lige i forhold til kardemomme, så bruger jeg kardemommekerner, som jeg selv knuser i min morter. Det smager en verden til forskel i forhold til kardemomme, man køber stødt. Og jeg køber bare kernerne til 12,50 kr. hos nemlig.com, og tror også de har de samme i andre velassorterede supermarkeder. Så mere avanceret er det heller ikke ; )
Sød-syrlig kompot
Jeg kan personligt bedst lide min kompot til den let syrlige side. Selvfølgelig må den ikke være bitter, eller sur så man skærer lidt ansigt. Men den må hellere ikke være hvinende sød. Så sådan en perfekt fin balancegang, det er det, jeg efterstræber. Ligesom jeg har det med min mirabellesaft.
Og den balancegang synes jeg, at jeg opnår ved at bruge 1 dl rørsukker og 2 spsk akaciehonning til 500 g mirabeller. Men er du mere til den meget søde side, så kom endelig mere sukker i eller honning. Smag dig frem. Men undlad ikke kanel, det smager simpelthen så skønt!
- 500 g modne mirabeller
- 1 dl sukker
- 2 spsk akaciehonning
- 1/2 tsk stødt kanel
- 1 tsk majsstivelse
- 1 tsk vand
Skyl mirabellerne og udsten dem med en lille urtekniv.
Kom dem i en gryde og sørg for at få al saften med fra skærebrættet.
Kom sukker og honning i gryden og lad det koge op.
Skru en smule ned og lad det simre uden låg i 10 minutter.
Rør 1 tsk majsstivelse sammen med 1 tsk vand og kom i gryden det sidste minuts tid.
Tag gryden af varmen og lad mirabellekompotten køle af, før den hældes i et skoldet glas.
2 kommentarer
Kære Julie Karla
Du får 5 stjerner for at være på blokken igen – dejligt at se dine opskrifter på årstidens frugt/grønt. Så godt kommet tilbage ;o))))
Kærlig hilsen og god sensommer
Anni
Åh sikke en dejlig besked at få. Tusind tak fordi du stadig læser med : )