Øj øj øj, denne her ret med kylling i skøn sennep-klementinsauce er jo så god. Smagene er helt vilde. Og så er den mega nem at lave og kræver meget få ingredienser. Perfekt hverdagsmad. Og så virkelig en lækker ret i selskab med ovnstegte kartofler, som jo kan hygge sig i ovnen sammen med kyllingen.
Lækker ret med kylling hvor jeg bruger over- og underlår
Jeg købte to pakker økologisk kyllingelårmix den anden dag, hvor jeg fik både over og underlår. Og grunden til, at jeg lige netop ville have kylling, var at jeg havde rimelig mange og efterhånden lidt kedelige klementiner liggende fra julen. Og jeg tænkte, at noget kylling med dem kunne være ret lækkert.
Og så kom jeg også lige en grovkornet sennep med ned i kurven, for jeg skulle lige prøve den intense sennepsmag sammen med klementinerne. Og jeg må sige, det fungerer super godt!
De to smage komplimenterer virkelig hinanden godt.
Og lad os lige snakke lidt om de bagte klementiner
Når klementinskiverne bages sker der altså noget fuldstændig vidunderligt med dem. De smager så godt, og ja spis også skrællen, der er så meget god smag i dem. Men husk at bruge økologiske klementiner, for de konventionelle er sprøjtede, så de sprøjtegifte vil vi helst ikke have ind i munden.
Og så i forhold til tilbehør vil jeg anbefale at smide nogle kartofler med ind i ovnen. Frisk pasta ville nu også egne sig rigtig godt, og en perfekt måde at få suget al den lækre sauce med op.
Og husk endelig her på falderebet, at jeg bliver så umådelig glad, når I fortæller mig, at I har lavet mine opskrifter. Enten her på bloggen eller på min instagram @juliekarladk. Så gør endelig endelig det. Det er det, der gør det sjovt at blogge!
Og så vil jeg også lige nå at linke til en anden ret med kylling, som jeg har liggende her på bloggen, nemlig denne opskrift på kylling med rosmarin og appelsin. Den er altså også virkelig god!
- 800 g kyllingelår, over- og underlår
- 3 spsk grovkornet sennep
- 2 spsk olivenolie
- 2 fed hvidløg
- Flagesalt
- Friskkværnet peber
- 6 økologiske Klementiner
- 1 håndfuld friske timiankviste
Sæt ovnen på 200 grader.
Kom kyllingelårene i et ovnfast fad.
Rør sennep sammen med olivenolie i en skål.
Pres hvidløgene og rør i marinaden.
Smør kyllingelårene godt ind i sennepsmarinaden.
Drys med flagesalt og friskkværnet peber.
Skyl klementinerne og skær dem i skiver. Fordel dem rundt i fadet. Både ovenpå og ved siden af lårene.
Skyl timiankvistene og fordel dem rundt i fadet.
Bag kyllingelårene i ca. 50 minutter.
Fjern de tørre timiankviste.
Drys med frisk timian og servér fadet med bagt kylling.