Så kommer der lige en lille lynhilsen her fra Zagreb, hvor jeg lige nu befinder mig sammen med min familie, og selvfølgelig skal I da heller ikke snydes for en mini øko guide til Zagreb. En lile guide til økobutikker og andet godt, som jeg efterhånden har tradition for at dele her på bloggen, når jeg besøger en storby.
En måned i Kroatien
Og hvorfor er det så lige, at jeg opholder mig i Zagreb? Jo, fordi at Nord og jeg er taget med Mikkel “på arbejde”. Han skal nemlig lave en film i Kroatien den næste måneds tid, og så er vi taget med. Et lille familieeventyr kan man nok kalde det. Jeg nyder i hvert fald al den tid, jeg får lov at tilbringe med Nord, mens Mikkel er på arbejde. Og dagene flyver afsted, når vi render rundt i byen og oplever alt muligt. I morgen drager vi så fra Zagreb videre til en ø, der hedder Losinj, og her skal vi være i lidt over 3 uger, så den kommer jeg nok også til at blogge lidt om ; )
PS elsker det her billede af Nord, og det er sjovt at se, hvor meget han er vokset, siden jeg tog det her billede af ham på vej til Cannes i forsommeren.
Øko guide til Zagreb
Jeg har samlet nogle få tips til, hvor man kan spise og handle økologisk, og dem vil jeg da lige dele med jer. Jeg deler også en anbefaling til der, hvor jeg har fået den bedste kaffe. Men lad mig lige starte med at sige, at Zagreb er super fin, også selvom det har regnet ret meget, mens vi har været her. Og så er det helt vildt billigt i forhold til Danmark. Altså virkelig billigt. F.eks. 4 kroner for at tage en tur med sporvognen. Eller 15 kr. for en virkelig god latte på min “lokale” kaffebar! Det er altså ret fedt.
Cogito kaffe
Faktisk lige midt i centrum ligger Cogito kaffe, som serverer super dejlig kaffe. Ligesom man kender det de gode steder i Danmark og uden den der trælse langtidsholdbare mælkesmag, som man så tit kan få i udlandet! Og så laver de en “killer” mandelcroissant. Uh, den er god og koster kun 13 kr! Kaffebaren ligger lidt gemt væk inde i en baggård og er meget low key, dvs. der er ret så afslappet stemning, men det er jeg vild med.
Bio Bio supermarked og café
Jeg havde lavet lidt research derhjemme, og vidste, at Zagreb havde en økologisk supermarkedskæde. Men jeg var virkelig positivt overrasket over den høje kvalitet og de lækre varer i Bio Bio butikkerne.
Noget af det jeg elsker allermest ved at gå i økologiske supermarkeder generelt, det er det kompetente personale, og en holdning om, at det skal være en oplevelse at handle ind. Det skal se visuelt appetitligt ud, og det skal kun være de bedste varer. Thumbs up. Og derfor betaler jeg gerne lidt mere.
Der ligger flere Bio Bio forretninger midt i byen, men den der ligger lige ved det store torv har både café og kaffebar. Og kaffen er super god!
Og så har Bio Bio også deres egen restaurant, der hedder Zrno, men den har jeg stadig til gode at prøve, da det ikke lige har passet med Nords måltider, når vi har været i nærheden.
Garden
Garden en lille selvstændig økobutik med lækre varer og super service. Den ligger også inde midt i byen, og er bestemt et besøg værd. Jeg havde bare købt så meget i Bio Bio, at jeg ikke havde brug for mere. Tænk sig!
DM
Og så skal I ikke snydes for endnu et økotip her i min guide til Zagreb. Den tyske kæde DM, ligger også RIGTIG mange steder i Zagreb, og de har et hav af økoprodukter til en virkelig, virkelig god pris. Heldigt nok, ligger der én lige ved siden af der, hvor vi bor, så der har jeg været riiimelig mange gange efterhånden.
Husk i øvrigt, at jeg også har skrevet en øko guide til Berlin
Og så var jeg dælme også så heldig i dag, at der var et stort vegansk og økologisk marked på det store torv med alle mulige hyggelige små boder, der solgte alt muligt spiseligt. Det var optur! Og ja, hvor heldig kan man være.