Denne her pastaopskrift delte jeg på min instagram forleden dag, og den er der mange, der har gemt. For hvem kunne ikke godt bruge en opskrift på en ret med tre ingredienser, der smager super godt?!
Jeg har lavet denne her opskrift i snart 5 år og den kommer oftest på bordet, når det skal være nemt og gå lidt hurtigt. Og den tager kun ca. 15 minutter at lave. Derudover er den også meget børnevenlig og går rent hjem hos både Bue på 2 år og Nord på 6 år.
Pastaopskrift med 3 ingredienser
Og hvilke tre ingredienser er det så vi taler om her? Jo, det er pasta, en god pastasauce og en god hummus. Det er de tre hovedingredienser. Så kan du selvfølgelig altid spice retten lidt op med lidt smuldret feta, lidt friske basilikumsblade eller mynte, eller noget dejligt frisk mozzarella. Men udgangspunktet det er altså de tre ingredienser, jeg lige listede.
Hvilken pastasauce er bedst?
Jeg har altid brugt og bruger stadig Urtekrams pastasauce. Den har bare altid været en fast del af mit basislager, så den kan jeg anbefale. I forhold til hummus er det lidt forskelligt, men vælg gerne en meget cremet hummus og ikke for grov. Der må gerne være smæk på smagen i forhold til spidskommen og tahin, det gør bare den endelige sauce dejligt cremet og smagfuld.
Og måske tænker du, at det er lidt sjovt, det med at komme hummus i sin tomatsauce?! Og jo, det er det måske også. Men hummus gør saucen super cremet, og det er altså virkelig lækkert. Derudover så bidrager hummus jo også med protein, så det får vi også noget af i denne her pastaret, selvom den er helt vegetarisk.
Det her er sådan en ret, du lige må prøve. For det kunne jo være, den blev en fast del af repertoiret som hjemme hos mig. Og smid endelig en kommentar med din oplevelse af retten!
- 400 g valgfri pasta
- 1 glas pastasauce med krydderier á 350 g (jeg bruger altid Urtekrams økologiske pastasauce)
- 3 store spsk hummus
Kog pastaen al dente i let saltet vand.
Hæld vandet fra og vend den varme pasta med pastasauce og hummus.
Drys evt. med lidt friske krydderurter eller sesamfrø og servér retten med det samme.