Jeg var ude at plukke ribs med min lille familie den anden dag. Vi kender et sted inde i skoven, hvor der vel nok engang er plantet ribsbuske, men nu er helt forladt, og de vokser således i massevis op ad et hegn. Her plukker vi altid ribs og denne gang lavede jeg rysteribs af den portion, vi plukkede.
Hvad er rysteribs?
Det er faktisk første gang, at jeg laver rysteribs. Det kom sig egentlig af, at jeg søgte på nettet efter opskrifter med ribs og stødte på netop det. Og hvad er det så? Ja, det er jo egentlig bare ribs, som man kommer sukker på og så ryster sammen i et glas, deraf navnet ryste-ribs.
Og det smager så skønt. Man bevarer virkelig den skønne ribssmag, men får nu mulighed for at nyde den fuldt ud, uden den til tider lidt for bitre eftersmag. Det er ren smag af sommer. Og ribsene passer perfekt ovenpå morgenmad fx grød eller yoghurt.
Den er også god som det sur-søde tilbehør til gamle danske klassikere som fx frikadeller eller helstegt rødspætte. Og endelig fungerer den altså også super som topping til desserter. Det kunne være på en brownie eller bare en skøn vaniljeis. Der er virkelig mange gode ting de her ribs vil passe fortrinligt til!
Glæder mig til mere bærplukning i sommerferien i Sverige
Og jeg tror ikke, at de her bær bliver de eneste bær, jeg kommer til at plukke i år! For på søndag drager jeg med familien og min søde far 2 uger til Sverige. Her skal vi bo på to forskellige ødegårde og bare nyde livet. Plukke bær, måske kantareller, gå ture og lave masser af mad. Ih hvor jeg glæder mig. For mig er Sverige altid indbegrebet af sommerferie, og vi har de sidste 4 år holdt sommerferie i nabolandet. Jeg kommer til at lægge billeder op derfra på min instagram, hvis du har lyst til at følge med.
Og lige her til sidst deler jeg en så skøn sommerdessert med ribs, som inspiration til sommerens skønne middage. Det er nemlig denne her sommerdessert med jordbær, marcipan og ribs.
- 200 g ribs uden stilk
- 70 g sukker
Kom skiftevis et lag ribs og et lag sukker i et rent patentglas.
Sæt låg på og ryst glasset godt.
Lad det stå i minimum 1 time, så ribsene afgiver lidt saft.
Opbevar rysteribsene på køl og brug dem som tilbehør i det salte eller søde køkken.