Jeg har lavet en noget anderledes udgave af de klassiske svenske fastelavnsboller Semlor. Nemlig en semlor opskrift i muffin form. Jep, jeg har taget udgangspunkt i præcis de samme ingredienser, og så har jeg bare kommet dem i en muffin i stedet og fyldt kagerne med flødeskum. Og det smager så godt!
En nemmere og anderledes semlor opskrift
Mit udgangspunkt var, at jeg ville lave en nem semlor opskrift, hvor man ikke skulle stå med brøddej, hvor dejen skulle hæve osv., hvilket kan være tidskrævende. Og så kom jeg på denne idé.
I en klassisk semlor opskrift er der fyldt marcipan og flødeskum i en traditionel kardemommebolle. Og det jeg har gjort her er, at jeg har kommet marcipan i selve muffinsdejen. Og selvfølgelig stadig masser af knust kardemomme, som jeg selv har stødt i min morter. Og så på klassisk vis har jeg skåret det allerøverste af kagerne af for så at komme flødeskum på toppen.
Resultatet bliver en super svampet muffin med skøn smag af både marcipan og kardemomme. Og så et øverste lag af cremet og luftig flødeskum. Det spiller altså bare.
Jeg pisker altid flødeskum i hånden
Vidste du i øvrigt, at hvis du pisker din flødeskum i hånden med et helt almindeligt manuelt piskeris, ja så undgår du nemmere, at din flødeskum bliver overpisket og gryner. Den er simpelthen nemmere at styre. Derfor pisker jeg altid min flødeskum i hånden i hvert fald, når det drejer sig om en lille kvart liter fløde som her. Ved større portioner bruger jeg min røremaskine eller håndmixer, men hvor jeg virkelig overvåger den, så den ikke bliver pisket for meget.
Hvis du tænker, at de da ser gode ud de her semlor muffins, så ville de jo være oplagte som “fastelavnsbolle” i år?! Jeg er i hvert fald sikker på, at jeg nok skal få lavet dem her et par gange i løbet af februar. Og også til fastelavn.
- 100 g smør
- 2 æg
- 150 g sukker
- 150 g hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- 1 tsk stødt kardemomme Gerne hele kerner stødt i morter, for mere smag
- 75 g revet marcipan
- 1/2 dl mælk
- 1/4 ltr piskefløde
- Flormelis til pynt
Sæt ovnen på 200 grader.
Smelt smørret ved middelvarme og lad det køle ned indtil brug.
Pisk æg og sukker sammen i en skål i ca. 1 minuts tid til en smule luftigt.
I en anden skål rør hvedemel sammen med bagepulver og kardemomme.
Kom afkølet smeltet smør, hvedemel, revet marcipan og mælk i skålen med æg og pisk det hele hurtigt sammen.
Ved hjælp af 2 skeer kom dejen i 9 muffinforme. Gerne i forme af metal eller stål, da de holder formen.
Sæt muffins i ovnen og bag dem i ca. 20 minutter til let gyldne.
Lad kagerne køle helt af, inden de fyldes med flødeskum.
Pisk fløden til flødeskum i en skål. Jeg bruger et manuelt piskeris, så jeg undgår, at fløden piskes for meget, som den let kan med en håndmixer.
Skær forsigtigt lidt af toppen af kagerne med en skarp kniv og sprøjt flødeskum på. Sæt "låget" tilbage på kagerne og drys med flormelis.
Server kagerne med det samme.
2 kommentarer
Dejlige opskrifter du har, og jeg vil bestemt også prøve dine Semlor muffins og overraske mine svenske venner med at servere dem næste gang de kommer – men til orientering har du glemt at skrive, hvornår det smeltede smør skal i dejen.
Bedste hilsner
Vibeke Kasandra
Hej Vibeke, Tusind tak for at gøre mig opmærksom på dette. Det er hermed skrevet ind, og var selvfølgelig en fejl. Tak fordi du læser med! Og håber du får stor succes med semlor muffins.