De her sunde bananmuffins er super nemme at lave og består egentlig blot af fire hovedingredienser. De er uden mel, hvidt raffineret sukker og fedtstof, men de smager stadig seriøst godt, og første batch er forsvundet som dug for solen!
Ikke mindst lillemanden har fået smag for dem, og selvfølgelig hans mor som snildt kan klemme to styks ned til formiddagskaffen! Især når de bliver skåret over på midten og smurt med rigeligt af den gode mandelsmør og et godt drys af mørk 80 % chokolade. Mums.
Sunde bananmuffins med fire hovedingredienser
De fire hovedingredienser i de her bananmuffins er banan (ta-daaa!), tørrede dadler, havregryn og æg. Og så skal der selvfølgelig lidt bagepulver i. Derudover har jeg tilsat lidt kanel og vaniljepulver. Du kunne også sagtens komme lidt kardemomme i dejen, hvis du har lyst. ELLER grofthakket mørk chokolade! Det vil jeg helt klart prøve næste gang.
Jeg har nemlig kun lavet dem her én gang. Og det var egentlig ret tilfældigt, at jeg kom på opskriften. For havde de her modne bananaer, som bare skulle bruges. Og så blev jeg bare så begejstret for dem, at de selvfølgelig allerede skal en tur på bloggen.
Glæder mig til at eksperimentere med nye varianter af dem. Og så tænker jeg også, at de her ville være gode, hvis man f.eks. skal have lidt sundt sødt med i sit barns institution, hvor man jo som oftest ikke må få kage eller slik. Jeg skal i hvert fald huske dem, når Nord engang skal have noget med. Smid endelig en kommentar, hvis du laver mine bananmuffins med dit helt eget twist. Det vil jeg så gerne høre!
Og så kan jeg ikke dy mig for lige at linke til en anden af mine “banan” favoritter, nemlig mine sunde bananpandekager, som i øvrigt også er uden hvidt raffineret sukker og hvedemel.
Er du dog meget mere til den helt klassiske opskrift på banankage, hvor der ER sukker og smør i, så tjek min opskrift på en svampet banankage med chokolade ud!
- 200 gr. skrællet meget moden banan
- 2 stk æg
- 100 gr. tørrede dadler
- 100 gr. fint valsede havregryn
- 1 tsk. bagepulver
- 1/2 tsk. kanel
- 1/4 tsk. ren vaniljepulver
- Evt. grofthakket mørk chokolade
- Kom alle ingredienserne i en foodprocessor eller blender, og blend indtil alt er blendet til en fin dej. Skrab evt. dejen ned af siderne undervejs.
- Fordel dejen i muffinsforme (jeg brugte silicone muffinsforme, som ikke skal smøres inden), og bag dine sunde bananmuffins ved 200 gr. i ca. 20 minutter, eller indtil de er let gyldenbrune.
Juliekarladk på Snapchat
Hey og så vil jeg lige give en heads up på, at jeg er kommet på Snapchat, hvis du har lyst til at følge mig der. Her vil jeg nok mest poste billeder og videoer af, hvad jeg spiser til hverdag, og hvad jeg kokkererer til den lille mand. Kunne være hyggeligt, hvis du ville kigge med. Mit navn er juliekarladk ligesom min Instagram profil.
Og hey, se lige det her billede af lillemanden, som ikke har til hensigt at vente på at mor er færdig med at tage billeder af de lækre bananmuffins! Det er virkelig sin sag både at foodstyle og tage billeder OG passe en lille baby. Men billederne kom da i hus efter et par forsøg. Og så var Nords og mors tålmodighed også brugt op!
43 kommentarer
Der ser virkelig lækre ud! 🙂
Tak Sanne!
Mon de kan fryses?
Hej Trine, Det har jeg ikke prøvet endnu, men mon ikke!
Det har jeg prøvet, og det kan sagtens gå. De er fantastisk gode.
Super!
Så hyggeligt med mail fra dig 🙂
Endnu en dejlig opskrift fra dig – vil dog lige spørge, om man evt kan bruge andet end dadler, f.eks mere banan eller lidt mel, for det er som regel altid i køkkenet.
Glæder mig til mere fra dig.
‘
Ihhh Tak! Dadlerne er med til at søde dem, så dem vil jeg dog ikke udelade. Og tusind tak fordi du læser med!
De er virkelig gode – har prøvet dem i dag. Tilføjede lige 50 g kokos og det smagte rigtig fint 🙂
Dejligt at høre Trine, Og rigtig god idé med kokos! Det vil jeg huske til næste gang
Nu er de lige sat i ovnen. Dejligt med inspiration til sundt bagværk. Mine blev pyntet med lidt mandler, og jeg glæder mig til at sætte tænderne i dem.
Gode tanker din vej
Dejligt at høre Tea! Og god idé med mandlerne. HÅber du kan li’ dem : )
De er super gode 😀 Har prøvet at komme nogle af dem i fryseren inden at jeg spiste dem alle 😉
Kan man bruge friske dadler? ?
Helt suveræne muffins Julie og ungerne elsker dem…. Den mindste får en med i madpakke, som en lille formiddagssnack 😉
Jeg har lidt en udfordring… Når jeg tager dem ud af ovnen er de flotte og høje, men efter kort tid falder de sammen…. Kan dette undgås og i så fald hvordan????
Tak for hjælpen 🙂
Hej Rikke, mine falder også lidt sammen. Men jeg blender måske dejen lidt længere tid, så den blir dejlig luftig, måske det kan hjælpe.
Og hvor er jeg glad for at høre, at de er et hit hjemme hos dig, det er de os hos min dreng ?
Lyder lækkert.. Du skriver i teksten at æg er en af hovedingredienserne, men de står ikke bland de andre ingredienser i selve opskriften? Mon du kan oplyse antallet af æg? ?
Hej Kitt, Der står 2 æg i opskriften ; )
Mmm, de ser gode ud! Dem vil jeg forsøge mig med. Hvor mon dine muffinsforme er fra? Jeg kan godt lide det “mønster”, de har 🙂
Tak Anne, Ja det elsker jeg også, men desværre ved jeg det ikke, da jeg har fået silicone muffinsformene i gave for maaange år siden…
Uhhh klappe begejstret. ? lige sådan en opskrift jeg søger. Hvor mange bliver der ca hvis man bruger de alm papirforme ?
Dejligt! Ih, jeg synes, jeg havde skrevet det i opskriften, men nu er det forsvundet. Men jeg mener altså, at der bliver ca 8 styks. Det er noget tid siden, jeg lavede dem sidst.
De ser virkelig gode ud! Men gør det nogen forskel, om man bruger tørrede dadler eller de friske dadler, som findes i bakker i frugt- og grøntafdelingen? 🙂
Mener du Medjool dadler? For dem tror jeg sagtens du kan bruge.
Jeg ved ikke helt, hvad man kalder dem. Men jeg laver tit dadelkugler, og der plejer jeg bare at bruge dem, der er i papæsker i supermarkedernes frugt- og grøntafdeling. Så jeg tænkte bare, om man mon ikke også kan bruge dem i opskriften i stedet for de tørrede? 🙂
Jo, sagtens.
Laver dem så tit for de er SÅ gode
Åh hvor dejligt at høre!
Kan man godt lave dem 2 dage inden de skal serveres?
Nej, jeg vil sige de er bedst på dagen eller dagen efter. Da der jo ikke er fedtstof i.
Mums de er lækre.
Jeg har brugt “friske dadler” dem i bakker i frugt afdelingen.
Yay, hvor er jeg glad for at høre det!
Hvor mange kj er der i hver muffin?
Uh det ved jeg desværre ikke.
De blev virkelig lækre. Jeg tilføjede blåbær da jeg lige havde en rest i fryseren. Og jeg må sige wow de er lækre 😊 tak for opskriften
Uh det lyder også godt med blåbær!
Super lækre sunde muffins. Jeg fik lavet mange små i papirforme 👍😊🧁
Ih hvor dejligt at høre!
Jeg glæder mig til at prøve dem
Jeg håber du vil kunne lide dem!
Vil bare fortælle at jeg elsker opskriften! Den er perfekt til min 2 årige mus. Vi spiser dem på alle tider af døgnet og om morgen evt skåret over og med lidt smør på 😍
I dag tog jeg chancen og byttede banan ud med 200g kogte græskartern og tilføjede kardemomme – det blev skide godt 😍
Ih hvor er det dejligt at høre! Og gud hvor en god ide!