Lad mig præsentere jer for verdens nemmeste ret, en super lækker feta pasta i ovn, der seriøst kun tager 5 minutter at forberede. Den er genial til de dage, hvor man har kort tid til at lave aftensmad. Alt skal simpelthen bare ned i et fad, på med vand, og så ind i ovnen. Det tager ikke mere end 5 minutter.

Feta pasta i ovn – en mega instagram trend
Jeg er blevet inspireret af den madtrend, der lige nu hersker på instagram under hashtagget #fetapasta. Her går det kort sagt ud på, at man bager en hel feta i ovnen sammen med små tomater, og resultatet bliver den lækreste cremede feta sauce. Her har jeg så taget den lidt videre og lagt pastaen med ned i fadet, så man får en slags one pot pasta, men bare i ovnen og ikke i en gryde.
Og det smager sååå godt! I denne her opskrift har jeg tilføjet shiitake svampe, for det lå jeg lige inde med. Du kan også fint bruge champignon eller andre svampe eller du kan helt udelade dem, og lave den super simple version bare med tomater. Det er altså også bare godt, det helt simple.
Sådan laver du retten
Som nævnt så skal alle ingredienser altså bare ned i fadet sammen med 1 ltr vand, og så skal det ind i ovnen i ca. 35 minutter. Når pastaen så er bagt, så vender du det hele godt sammen. Og når du anretter, så dryp endelig med en rigtig god olivenolie. Det løfter lige hele retten.

Jeg har også prøvet lige at komme en sjat fløde ved, som jeg havde stående, og det gjorde bare retten endnu mere cremet, så det kan også anbefales. I det hele taget har jeg bare lavet denne her ret så mange gange, og jeg er kæmpe fan hver gang.
Selv folk jeg kender, der aldrig rigtig laver mad, har stor succes med denne her opskrift, så tænker den er tæt på en sikker vinder.

- 400 g spaghetti
- 1 fetablok (á 150 g)
- 250 g cherrytomater
- 1 potte frisk basilikum
- 1 fed hvidløg
- 50 g shiitake svampe eller andre (kan udelades)
- 1 tsk salt
- 1 ltr vand
Tænd ovnen på 200 grader alm. ovn.
Kom spaghettien i et ovnfast fad.
Placér fetablokken i midten.
Halvér cherrytomaterne og læg dem på spaghettien.
Drys frisk basilikum over.
Pres et hvidløg over.
Kom rensede svampe på.
Drys med salt.
Hæld 1 liter vand over pastaen og sæt fadet i ovnen. Bag i 35 minutter.
Dryp en god olivenolie over ved servering og friskkværnet peber.


4 kommentarer
Det ser superlækkert ud – det har også været kæmpehit på Tiktok 💖
Nårh ja, det er rigtigt, måske man snart skulle hoppe på det TikTok! ; )
Det skal jeg prøve 🙏🏻
Det er jeg glad for at høre!Skriv endelig om det var en succes hos dig også!